Kongeligt privilegerede kroer - gæstgiveri gennem århundreder. Så længe der har eksisteret veje – og mennesker, der skulle på langfart – har der været behov for at komme under tag for at få et måltid mad og natleje for folk og heste.
Vi hører om de første kroer allerede i år 550 f.Kr. i Persien, hvor de var anlagt ved de store veje med 17 kilometers afstand. Op gennem tiderne til romertiden og til tiden omkring Kong Karl den Store, i årene 768 til 814, dukker kroerne regelmæssigt op i historien.
I middelalderen derimod var det mere almindeligt, at de vejfarende søgte til klostrene og præstegårdene for at få husly og mad. Den første danske kro, som fik sit kongelige privilegium, var Bromølle Kro på Sjælland. Det var i året 1198 under Kong Knud den IV.
I 1283 bestemte Kong Erik Klipping, at der skulle oprettes kroer ved de såkaldte kongeveje og færgesteder, som kongerne benyttede, når de rejste landet rundt i embeds medfør. Kong Erik Klipping blev i øvrigt dræbt, da han i 1286 overnattede i en lade, fordi der ingen kro var i nærheden!
Dronning Margrethe I bestemte i året 1396, at der skulle være en kro for hver 4. mil. Dette blev ændret til hver anden mil i 1522 ved Kong Christian II’s verdslige lov.
Efter reformationen i 1536 begyndte der at komme mange kongeligt privilegerede kroer, og de sidste tre fik deres privilegium i 1912.
Kromandens løn for altid at have en seng og et måltid mad til de vejfarende var, at han afgiftsfrit måtte brænde brændevin, brygge øl og bage brød, såvel til eget brug på kroen, som til salg ud af huset. Desuden var han fri for indkvartering af soldater.
Som kuriosum kan nævnes, at landsbyens folk i flere hundrede år ikke måtte komme på kroen som gæster. Den var kun beregnet til vejfarende (en bestemmelse, der for længst er ophævet). Danmark har ca. 450 dejlige kroer, hvoraf 113 er kongeligt privilegerede. Nogle få er stadig, som de har været i århundreder, men andre er brændt og bygget op igen eller flyttet over på den anden side af vejen.
Men på de 113 kongeligt privilegerede kroer har der været gæstgiveri i en ubrudt årrække, siden de fik deres privilegium.
Danmark er det eneste land i verden, der har disse kgl. privilegerede kroer.
Erindringer fra Faaborg kro 1927 - 38
Tiden gik, vi var nået til vinteren 1927. Far var 58 og mor 48 år. Fars arbejdsevner var minimale, men han var stadigvæk fyldt med nye ideer desangående fremtidsmulighederne.
Han tænkte nu på at sælge gården, så da han erfarede, at Faaborg kro var til salg, øjnede han en chance. Mor var jo dygtig til madlavning og bagning og pigerne kunne servere. Det var som om, det hele var forudbestemt.
Der kom en byttehandel i stand. Far købte kroen og kromanden Kr. Kristensen overtog gården. Men far glemte umiddelbart af bare begejstring, at mor i årenes løb altid havde trukket det tungeste læs, og det havde til gengæld også tæret på hendes kræfter.
Selvfølgelig skete der store ændringer i mors daglige miljø. Hun stod nu for ledelsen af et stort køkken, madlavning og indkøb og samtidig holde styr på økonomien, så vi var i stand til at yde den bedste service for vore gæster. Det glædede mor at have en af sine egne piger hjemme. Jeg var nu 19 år og havde været ude siden jeg var 14 år. Jeg kom hjem og hjalp til på kroen, passede serveringen, rengøring og hjalp til hvor som helst, der var behov for støtte. Mor og jeg havde et fantastisk godt samarbejde.
Far havde forinden planlagt at bygge en ny stor sal med tilsvarende køkken og balkon og indrette den lille gamle sal til almindelig restaurationslokale med små borde og et billard, som gæsterne kunne benytte for et gebyr af 75 øre pr. time.
Der var ikke langt fra tanke til handling. Den 1. juni 1927 stod salen klar til at modtage sine gæster. De udeblev heller ikke og snart var salen optaget af familiefester, foreningsarrangementer, gymnastik og lignende. Salen blev indviet den 10. juni ved vor søster Dortheas bryllup med Mads Jakobsen.
Faaborg kro er en gammel Kgl. privilegeret gæstgivergård fra 1700-tallet. I 1100-tallet opførtes gæstgiverierne på kongens befaling for at give husly for kongen og hans følge.
Senere kom der en kongelig forordning om at oprette kroer over hele landet langs de store veje, så de vejfarende kunne få husly, mad og hvile. Men trafikken på vejene var ikke tilstrækkelig til at forsørge en kroejer.
For at opmuntre bønder til at åbne gæstgiverier gav man dem rettigheder til at brygge øl, brænde brændevin og sælge brød, samt foder til hestene. I 1689 fik landevejskroerne monopol på ølfremstilling og salg af øl og brændevin. Det blev en indbringende forretning og antallet af kroer tog til. Det gjorde drikkeriet også. Derfor blev det i 1757 forbudt at sælge og servere brændevin for lokalbefolkningen. Følgen deraf blev, at der opstod en masse smugkroer, hvoraf Jacob Skomagers kro i Holbergs "Jeppe på Bjerget" er en af de mest kendte.
I 1896 var der ejerskifte på Faaborg kro. Afholdsforeningen indsendte da et andragende til sognerådet med et stort antal underskrifter på. Man bad sognerådet give afholdsbevilling til den nye ejer uden udskænkning af spiritus. Således blev det. Men det besynderlige var, at kromanden fortsat havde ret til at sælge spiritus fra sin købmandsbutik. Afholdsforeningen tog sagen op for også at få det ændret. Men der gik adskillige år, inden det endelig lykkedes foreningen at få en forhandling i stand med kromanden. Det vedtoges at yde et vederlag på 500 kr til kromanden mod, at han den 1. oktober 1914 nedlagde sin spiritushandel. De 500 kr var indsamlet blandt ædruelighedens venner i sognet.
Kroejerne forsøgte flere gange at få spiritusbevilling. I 1953 var der kommunalafstemning om emnet. Følgen deraf blev 169 ja og 421 nej-stemmer. Lokalbefolkningen havde klart tilkendegivet sit standpunkt. Først 9 år senere den 1. oktober 1962 lykkedes det kroejer Alfred Kristensen at få sognerådets godkendelse til udskænkning af spiritus.
Da far i 1927 overtog kroen, var der som sagt afholdsbevilling. Ved siden af indgangsdøren var et stort skilt: "Kongelig privilegeret Gæstgivergaard". En dag, da politimesteren fra Varde var i Fåborg, fik han øje på skiltet. Han sagde da med bøs stemme: "Få det skilt fjernet, det har ingen betydning mere". Far tog skiltet ned og gemte det på loftet. Da kroen senere fik ny ejer, blev skiltet fundet frem igen og anbragt på sin gamle plads, hvor det stadigvæk hænger.
Krogæsterne kom ikke for at få øl el. brændevin, men for at nyde en god kop kaffe med brød, smørrebrød eller en god middag. Lørdag aften mødtes stamgæsterne til et slag kort, et parti billard eller bare nyde en kop kaffe og en hyggelig snak med vennerne, frem for at sidde alene en kold vinteraften på et kammer.
Man oplevede mange sjove episoder. En aften sad der 7 mand ved et bord. En af dem spurgte, om de ville spille 5 kort og sidste stik om en islænder med en indsats på 5 kr. pr. deltager. Alle 7 mand deltog i spillet. Min broder Anders vandt islænderen.
Senere på året var der forestilling og revy. Det med islænderen var et godt emne for rimsmede: "En islænder i kortspil vundet, aldrig har kro-Anders sig så godt befundet".
At gæsterne befandt sig godt på kroen en sådan lørdag aften, fik vi mange beviser på.Alene den hyggelige og glade afslappede stemning blandt gæsterne var i sig selv symbol på velvære.
Mor og jeg var altid i fuld vigør med alle vore gøremål. Ingen centralvarme, men 3 - 4 kakkelovne at rense og forsyne med brændsel. Ingen vandhane, men en pumpe ude i gården. Ingen vask eller afløb fra køkkenet.
I '30 fik byen vandværk, som far skænkede grunden til. Køkkenet blev udvidet og et bord med vask stillet op. Det var et stort fremskridt at få rindende vand i køkkenet. Trods alt besværet og opslidende arbejde tror jeg, at mor de første år nød kromiljøet
med de varierende forhold. Normer og forudsætninger var ens for alle. Der var op- og nedgangstider. Sårende efter 1. Verdenskrig var knapt nok lægt, før end 2. Verdenskrig var i anmarch. Så nye ideer og synspunkter desangående fremtidsmuligheder var svært at få realiseret.
Jeg formoder, at det var landbrugskrisen sidst i '20, som foranledigede far til at sælge gården i Autrup. Landbruget, som hørte til kroen, var på dette tidspunkt udforpagtet til Kr. Iversen og Hans Hansen (Kro-Hans). Det var Hans, som passede landbruget. Han var et rart og godt menneske, der gjorde et uegennyttigt arbejde for børn og unge sportsudøvere. Dertil kommer, at han var hyggelig og lun at være sammen med. Hans havde intet hjem, så han boede og spiste på kroen. Det var som om han hørte til familien, og vi værdsatte ham næsten som en storebroder.
1. maj manglede Hans en lille dreng til hjælp ved landbruget. Einer, som var en lille rask og opvakt gut på 11 år, var vant til at passe køer og hjælpe til ude og inde, fik plads hos ham. Jeg tror, de to fik mangen en hyggelig snak, når de arbejdede der ude på marken og generelt havde en dejlig tid sammen i sommeren 1927.
Den 26.01.1929 havde mor og far den tunge sorg at miste deres ældste datter, Maren.
Hun døde på Varde sygehus af nyre- og lungehindebetændelse, kun 26 år gammel. Det var før brugen af penicillin. Maren var en lille buttet og glad pige med en godhjertet og uselvisk natur, der hellere gav end tog. Jeg tror, hun undertiden også var ensom og havde det svært. Hun kunne være nedtrykt, men åbnede sig ikke for nogen, så det var vanskeligt at finde årsagen dertil.
Som 14-årig kom hun hjemmefra og havde forskellige pladser på landet. Senere, da hun havde tilegnet sig den nødvendige erfaring og viden om den daglige husholdning og madlavning, fik hun plads som husbestyrerinde i Askov og senere i Tjæreborg. Nu havde hun nået et standpunkt, der gav hende mere selvtillid til at realisere sine egne tanker og ideer til det, hun inderst inde drømte om. En plads står tom, men minderne lever stadig. Hun ligger begravet på Fåborg kirkegård.
Da forpagtningen udløb i 1929 kom Anders hjem. Han blev så hjemme og varetog pasningen af landbruget i de følgende år, så længe mor og far magtede at drive kroen.
Jeg tror, det var en befrielse for Anders, der nu var 30 år, at han nu kunne gå hjemme og passe den lille bedrift efter sit eget system, fremfor at tjene på de store gårde, som han hidtil havde gjort. Han havde som 17-årig erhvervet sig en hofteskade ved at falde gennem et råddent loft ned i stalden med en sæk korn på nakken. Det var et hårdt slag med så tungt et handicap, som plagede ham hele livet igennem. Han kom ikke under lægebehandling. Det gjorde man ikke for så "lidt". Man skulle næsten være døden nær, førend lægen blev tilkaldt, og så var det som regel for sent. Det var ikke uden grund, at Anders somme tider var bitter. Han havde det ofte svært.
Med taknemmeligt tilbageblik mindes jeg de 3 sorgløse år på Faaborg kro. Selv om Laurids og jeg havde været forlovet mere end 3 år, da han købte smedeforretning, var jeg knapt nok rede til selv at stifte hjem.
Jeg havde haft en dejlig ungdomstid, var engageret med liv og sjæl i datidens sportsarrangementer, og nød samværet med kammeraterne. Alt dette blev nu en "saga blot".
En dejlig solskinsdag den 10. august 1930 blev vi viet i Fåborg kirke.Et minderigt livsafsnit var sluttet, og en ny og spændende tilværelse startede i Filskov.
Frida og Dagny var nu voksne og kunne afløse mig på kroen. Der var arbejde nok til to piger. Mor blev jo ældre og trængte til at blive aflastet.
Efter få års forløb fik mor sukkersyge. På dette tidspunkt var de såkaldte piller endnu ikke fremme for diabetikere, så mor måtte tage insulin hver dag. Det sled hårdt på livsmodet og kræfterne. Far kunne jo ikke hjælpe til. Han var med tiden blevet lidt korpulent. Så han var bedst tilpas, når han sad i en god stol og fik sig en pibe tobak eller en god cigar og så ellers lod de andre om arbejdet. Sin morgenkaffe fik han altid på sengen. Hver morgen lød som på kommando: "Nu må I godt komme med kaffen", som bestod af 1 kop kaffe og et stykke franskbrød med smør. Så var far parat til at gå en ny dag i møde.
I 1938 blev kroen solgt til Peter D. Kristensen. Far købte hus i Agerbæk. Mor og far var nu berettiget til at modtage aldersrente. Det var den omsorgsydelse fra 1891, der i 1922 blev ændret til aldersrente, som alle personer over 60 år kunne få.
Far var nu 70 og mor 60 år. Men for disse 2 mennesker var det en nedværdigelse at modtage det, som de kaldte offentlig hjælp. De. Som alle dage havde klaret sig selv. Men de opdagede hurtigt, at uden indtægter var det svært at eksistere.
Trods alt værdsatte de at være uafhængige. De kunne nu slappe af og rejse på besøg hos børnene, som var spredt for alle vinde. De havde nu 10 børnebørn, som stod deres hjerter nær. Og der var plads til dem alle.
Faaborg afholdsforening
Faaborg afholdsforening er stiftet 29. januar 1888. Grunden til at denne forening blev stiftet, ser man bedst af en artikel, som tidligere sognerådsformand Jeppe A. Ravn, Fåborg har skrevet og indsendt til Dansk Folkemindesamling sammen med meget andet af minder her fra sognet. Denne artikel følger her :
Kampen mod spiritus i Fåborg sogn.
Der har vist nok i umindelige tider været en kro i Fåborg by med et stort skilt lige uden for indgangsdøren, hvorpå stod malet med store bogstaver:"Kongl. privilegeret Gæstgivergaard"
Den er beliggende umiddelbart ved kirken til bekvemmelighed for almindelige rejsende og for de folk som kom kørende til kirke fra sognets yderkanter, men ellers ikke altid til gavn og opbyggelse for de kirkesøgende. Ifølge privilegiet havde kroens ejer altså lov til at beværte rejsende med mad og drikkevarer derunder indbefattet spiritus. Men enhver ved, at ordet "rejsende" er et meget svævende begreb, som hverken fortidens eller nutidens mennesker har haft let ved at drage grænserne for.
Der kunne altså der, ligesom i andre gamle landevejskroer fås både punch og snaps.
I ny og næ, hvis folk kom i forlegenhed, kunne vel også fås en flaske brændevin til brug i hjemmet. Men rigtig brændevinsudsalg var der vist ikke her i sognet før midt i tresserne (1860), da der blev et i Fåborg by. Senere blev også et i Agerbæk.
Det første skridt som blev foretaget offentlig mod spiritusuvæsenet var i 1887. Da var der to bevægelser, som kom i samarbejde, begge med front mod drikkeriet. Der var ved den tid begyndt lidt med at holde møder med foredrag, som holdtes i skolerne.
Provisorietiden havde imidlertid sat en stopper for skolernes brug til sådanne møder.
Der vågnede nu en trang i befolkningen til at få rejst et hus, hvor de kunne samles til møder, uden at spørge ministeren. Der var også mange som havde indset, at det var ikke altid så rart at være henvist til kroen, hver gang de skulle køre til kirke. Ud af disse to betragtninger, enedes beboerne i sognet om, at danne en forening med det klingende navn "Foreningen til ædruelighedens fremme" og opførte i sommeren 1887 en, også ved kirken beliggende bygning med beboelseslejlighed, en sal til afholdelse af møder, samt hestestald til 32 heste.
En ældre mand udtalte da, at nu behøvede kirkefolkene da ikke at komme i kroenr de ikke ligefrem var hengiven til at nyde spiritus. Jeg hørte en anden ældre mand udtale:"Dette hus skulle vi have bygget for 30 år siden ." Men nu var det altså en fuldbyrdet kensgerning, huset stod der.
To år senere, da der havde vist sig vanskeligheder med at få en familie til at bo i huset og passe samme, blev der bygget så meget til huset, at der blev en efter datidens fordringer rummelig butik, hvorefter byens daværende købmandsforretning med tilhørende brændevinshandel flyttedes dertil.
Den daværende bestyrelse havde ikke rigtig forståelsen af, at dette med brændevinshandel harmonerede meget dårligt med foreningens navn. Dermed fremkom det ukonsekvente forhold, at i salen hvor der tit ved sammenkomsterne beværtedes.
